Ninjutsu kan ikke sammenlignes med andre former for kampkunst, da den ligger i en klasse helt for sig selv. I modsætning til japanske bujutsu (kampkunster) som karate, jûjutsu og lign., der fokuserer udelukkende på kakutô jutsu (hand-to-hand combat) og brug af visse våben, drejer ninjutsu sig om krigsførelse. Det betyder at foruden at håndtere kakutô jutsu samt et stort arsenal af våben, har denne ældgamle kunst også med ting som camouflage, infiltration, sabotage, spionage, snigmord, bedrag, overlevelse, samt meget andet at gøre.

Som sagt handler ninjutsu om krig og ikke ærefulde kampe mand mod mand, ansigt til ansigt. Denne dunkle kampkunst blev skabt for at overleve og for at beskytte sig selv, samt de mennesker og ting man holder af og er ansvarlig overfor, og dette sætter også sit præg i selve kampteknikkerne, der ikke er flotte og show-lignende at se på, men grove og brutale da det skulle virke frem for alt andet.

Selvom ninjutsu dækkede alle tænkelige former for kamp og krig i sin tid, så var dens kerne det som på engelsk ville kaldes for ”covert warfare”. Dette kan oversættes til noget i stil med ”underjords krigsførelse”, hvilket er krigsførelse i det skjulte. Menneskerne som dannede denne kunst, udover at have ren praktisk erfaring med kamp og krigsførelse, havde samtidigt også den indsigt, der gjorde det muligt for dem at skabe en kampkunst der udførte alt med fokus på det skjulte. Via deres erfaring og forståelse for kamp, indså de hvor effektivt det var at føre krig og udkæmpe kampe på en måde, hvorpå fjenden ikke kunne se det. Derfor indebærer aspektet ”at skjule” i ninjutsu ikke kun at gemme sin krop og bevæge sig uset og lydløst omkring, men også det at skjule selve sine kampteknikker, så modstanderen ikke kan se hvad der kommer. Dette omfatter bl.a. at slå og sparke i vinkler han ikke kan se, blænde ham før man angriber (eller forsvinder fra stedet), virke til at være ubevæbnet hvorimod man rent faktisk er bevæbnet til tænderne med adskillige skjulte våben, og mange andre ting – ja sågar også det at skjule sin intention for at gøre angrebet totalt usynligt.

Ydermere dækker krig og kamp på liv og død langt mere en blot nævekamp ansigt til ansigt. Men dette var ikke desto mindre en vigtig del af ninjutsu, da men let kunne risikere at ende i situationer i sit dagligdags liv, hvor det ville være nødvendigt at kæmpe med ét. Ligeledes hvis man skulle blive opdaget på en mission, ville det naturligvis være skæbnesvangert, hvis man ikke kunne kæmpe sig ud af situationen hurtigt og effektivt.

For at kunne forstå ninjutsu, er det nødvendigt at kigge på det historiske, men da der kan skrives en hel bog af overordentlige proportioner om dette emne, vil vi nøjes med at give en mere eller mindre grov gennemgang.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår ninjutsu egentlig ”blev til”, da dette var en udviklingsproces, som strakte over et par århundreder, men det siges at kunsten blev etableret i Heian perioden (794-1185), et sted mellem 700 og 900-tallet. Hvor langt kunstens rødder rækker tilbage, kan man filosofere længe over, men en af de mest berømte ninjutsu hidensho (hemmelige læretekster), ”Shôninki”, der er skrevet i Enpô æraens 9. år (1681), fortæller at ninjutsu har eksisteret i Japan siden ældgamle tider, og at kunsten "åbenbarede sig selv under Genpei Krigen" (1180-1185). Hvor langt disse " ældgamle tider" så refererer til, vil vi ikke begive os ind på.

Ninjutsu blev dannet i Japan i Iga no Kuni, et område i det der i dag hedder Mie-ken. Derfor er denne region kendt som værende fødested for Japans berygtede shinobi no mono (et ældre ord for ninja). Herfra udviklede det sig hurtigt til naboregionen, Kôga, der lå lige på den anden side af bjergene som adskilte denne og Iga. Det var fra disse to steder at ninjutsu virkelig udsprang og udviklede sig gennem de næste adskillige århundreder.

Ninja'ernes storhedstid var i det der kaldes Sengoku Jidai (Borgerkrigens Tidsalder), hvor de var mere aktive end nogensinde før. De fleste shinobi no mono passede deres egne affærer, og levede blot deres liv som de selv ville, men visse blev dog mere politisk involveret i og med, de besluttede sig for at kæmpe på visse daimyô (lords) og shôguns (militær herskere) side, for at sikre deres sejr og det mål de end måtte have. Der kunne være forskellige grunde til dette, som f.eks. at én bestemt daimyô eller shôgun havde noble planer og ville være god for folket og samfundet, og derved ville det gavne landet og dets folk, hvis han fik magten frem for en anden med knap så gode hensigter. Dog var der også shinobi no mono, som kun tjente en herre, fordi han gav dem god betaling for det, hvilket sikrede dem et godt og ellers fredfyldt hverdagsliv.

Der var også områder i Iga og Kôga, der havde hele landsbyer med shinobi no mono, der levede i deres eget lille fredfyldte samfund, hvor de beskyttede hinanden og arbejdede sammen mod trusler udefra. Sådanne landsbyer var styret af det, der kaldtes for en jônin, som var den mest højtstående ninja pga. hans dygtighed i ninjutsu værende uovertruffen. Han havde det der kaldtes chûnin til at stå under ham, som var hans højrehånds mænd, og samtidigt de som gav jônins ordrer videre til genin, som var de ”almene” shinobi no mono. Dette system var meget som en general, hans delingsførere og fod soldaterne.

Forskellige berømte jônin var mænd som:

  • Hattori Hanzô
  • Momochi Tanba/Momochi Sandayû
  • Fujibayashi Nagato
  • Fûma Kotarô

Fra Iga Ryû Ninjutsu og Kôga Ryû Ninjutsu kom adskillige andre ninjutsu ryû (skoler) til verden. Dette fandt sted ved at dygtige shinobi no mono, ofte jônin og/eller ligefrem sôke (familie overhoved/stormester), af Iga Ryû eller Kôga Ryû brugte deres viden, dygtighed og erfaring til at skabe en ny ninjutsu ryû hvori de gerne lagde deres eget præg, såsom nogle specielle teknikker, specielle våben og lign., hvilket var hvad, der gjorde diverse ryû forskellige fra hinanden. Ninjutsu var jo naturligvis ninjutsu, og derfor var fundamentale teknikker, kunstens filosofi, strategi og taktik stadig den samme.

Mange ryû kom til gennem tiden, og ninjutsu endte med at blive spredt over hele landet. Kunsten spredtes især i slutningen af 1500-tallet, da Oda Nobunaga blev shôgun, og gjorde sit bedste for at udrydde samtlige Iga ninja. Han anså disse for at være farlige for hans magt, da han ikke havde kontrol over dem, og de var for mægtige krigere til at lade husere frit omkring. Så han lod hans søn, Oda Nobuo, tage affære i 1579, hvilket han gjorde i form af at marchere med ca. 12.000 samurai'er ind i Iga regionen, for at udrydde dens ca. 4.000 beboere. Oda Nobuos hær var chanceløs. Dette nederlag resulterede i, at Oda Nobunaga besluttede sig for selv at tage affære. Denne gang skulle alting være dækket ind, og i 1581 angreb han med over 44.000 samurai'er fra 6 forskellige angrebsruter.

Under de uger det tog Oda Nobunaga at invadere Iga, fik hans hær dog så stor modstand, at det kostede ham over en fjerdedel af hans mænd. Igas shinobi lå i baghold, udførte natteangreb, saboterede hærens forsyninger, snigmyrdede samurai'er mens de sov, og overgik simpelthen også samurai'ens kampfærdigheder generelt. Men dette var desværre ikke nok, da forsyninger var ved at slippe op, og Iga regionens beboere var afskåret. I sidste ende nåede Oda Nobunaga også ind til ”kernen” af Iga, hvor han satte ild til landsbyerne og dræbte alle de mænd, kvinder og børn som overhovedet kunne lade sig gøre. Dog kæmpede ninja'erne bravt, og mange benyttede deres flugt- og skjulningsteknikker til sidst for at slippe væk.

Resultatet af denne invasion som kaldes Tenshô Iga no Ran (Tenshô Æraens Iga Oprør) var, at Oda Nobunaga langt fra lykkedes med at udrydde Iga ninja'erne. Der var et mindre antal tilbage, men nu spredtes mange af dem for alle vinde, og de begyndte at findes rundt omkring i hele Japan. Fra 1600-tallet af var der over 50 ryû i landet.

De var dog ikke alle fra efter Iga no Ran. F.eks. blev Togakure Ryû Ninjutsu (én af de tre ninjutsu skoler der er i Bujinkan) grundlagt i 1181 af Nishina Daisuke, som senere tog navnet Togakure til sig efter hans landsby i Nagano præfekturet. Togakure Daisuke flygtede til Iga, hvor han lærte Hakûn Ryû Ninjutsu af Kagakure Doshi. Hakûn Ryû havde sin oprindelse i Iga Ryû Ninjutsu og blev grundlagt af Garyu Dôji, men skolen blev senere fuldendt af Hakûn Dôji, hvorfra den fik sit navn.

Nogle af de mange ninjutsu ryû der har eksisteret (og nogle gør stadig) var:

  • Iga Ryû Ninjutsu
  • Kôga Ryû Ninjutsu
  • Togakure Ryû Ninjutsu
  • Kishû Ryû Ninjutsu
  • Fûma Ryû Ninjutsu (også kendt som Fûma Ninpô)
  • Nakagawa Ryû Ninjutsu
  • Momochi Ryû Ninjutsu
  • Kumogakure Ryû Ninjutsu
  • Kôyô Ryû Ninjutsu
  • Ninkô Ryû Ninjutsu
  • Nakayama Ryû Ninjutsu
  • Hattori Ryû Ninjutsu
  • Tsuge Ryû Ninjutsu
  • Gyokushin Ryû Ninjutsu

Langt de fleste ryû endte med at uddø i 1800-tallet, da mange shinobi no mono begyndte at se ninjutsu som værende unødvendig i disse fredelige tider, og derfor tog deres lære med sig i graven, frem for at videregive den til sønnen eller en værdig elev, som man ellers havde gjort førhen. Derfor er der i dag kun et fåtal af ninjutsu skoler tilbage, hvoraf Hatsumi-sensei er sôke i hele tre af dem (alle havende oprindelse i Iga Ryû Ninjutsu): Togakure Ryû, Kumogakure Ryû og Gyokushin Ryû. Det har været spørgsmålet fra mange folk, om der er andre ryû tilbage i dag udover disse tre, men da der ikke er nogen, som har trådt ud i offentligheden og vist sig selv som værende sôke eller havende menkyô kaiden (certifikat til at videreføre kunsten) i en anden ninjutsu skole, vides dette ikke med sikkerhed – i hvert fald ikke af offentligheden.

Der er desværre mange mennesker, der har spillet på dette og ninjutsus hemmeligholdelse, til at præsentere dem selv som værende mestre eller lign. i en ukendt eller uddød ninjutsu ryû. Dog har ingen af disse mennesker endnu kunnet dokumentere ægtheden i deres påstand, og vigtigst af alt, så har det altid vist sig, at det de underviser overhovedet ikke er ninjutsu. Deres forsvar mod sådanne konstateringer har altid været, at deres skole er en helt anden end andres, og derfor er de ”naturligvis” ikke ens. Men hvad disse mennesker ikke indser, er at ninjutsu altid er ninjutsu, uanset hvilken ryû der er tale om (ligeledes som engelsk undervisning ikke ændrer sig til automekanik, blot fordi det er en anden skole, der underviser i emnet). Som nævnt tidligere er forskellene i diverse skoler specialiteter, specielle teknikker, specielle våben, specielt udstyr og lign., men fundamentet og kernen i kunsten forbliver naturligvis den samme.

Det mentes at Kôga Ryû Ninjutsu havde overlevet til det 20 århundrede gennem Fujita Seiko, en ninjutsu researcher som en del mennesker mente, var den 14. sôke i en ryû ved navn Kôga Ryû Wada Ha Ninjutsu. Dette vides dog ikke med sikkerhed, da Fujita Seiko aldrig på noget tidspunkt rent faktisk demonstrerede noget, der kunne identificeres som ninjutsu. Ydermere blev han gentagne gange kun refereret til af velansete ninjutsu researchere som Nawa Yumio og Nakashima Atsumi (der begge kendte ham personligt) som selv værende researcher, men intet andet. Da Fujita Seiko desværre døde i en bilulykke med hans nærmeste elever uden at efterlade nogen ninjutsu efterkommer, vides det ikke hvorvidt han egentlig var sôke i den omtalte ryû. At han var en dygtig kampkunstner hersker der ingen tvivl om, men han viste som sagt aldrig folk egentlige ninjutsu teknikker.

Desværre er denne tågede sag om Fujita Seiko materiale til udnyttelse for personer, som vil sælge deres ”ninjutsu lære” til omverden, ved at proklamere dem selv som sande elever af denne herre og hans ninjutsu ryû. Igen har disse mennesker ikke kunnet bevise deres påstand, ved at demonstrere hvad der rent faktisk ville kunne identificeres som Kôga Ryû Ninjutsu.

Disse problemer er desværre noget, man sikkert aldrig vil kunne undgå, når det omhandler så dunkelt og hemmelighedsfyldt et emne som ninjutsu. Så indtil man rent faktisk får den sande viden om andre overlevende ryû, kan man kun studere emnet fuldt ud og derfra bruge sin sunde fornuft, og ellers gisne om resten.