Hatsumi-senseiBujinkan Taijutsu er en kampkunst, der sammenlagt består af 9 forskellige gamle japanske bujutsu ryû (kampkunst skoler) af forskellige områder. Bujinkan Taijutsu undervises i Bujinkan Dôjô, som er en organisation, der blev grundlagt og ledes af Dr. Hatsumi Masaaki – sôke (familieoverhoved/stormester) i de 9 ovennævnte bujutsu ryû. Hatsumi-sensei bor i Noda-shi i Chiba præfekturet lige udenfor Tôkyô, hvor han jævnligt underviser i Bujinkan Honbu Dôjô som er organisationens ”hovedkvarter”.

Bujinkan Ninpô Dôjô Aalborg blev stiftet i 1990 af Mette & John Svendsen som Aalborg Ninjutsu Klub, og har kørt siden da. Dôjô'en er medlem af Bujinkan Shidôshi-Kai – Bujinkan Instructors Association som arbejder for at viderebringe de 1000 årige krigstraditioner og samtidigt uddanne instruktører.

Bujinkan Taijutsu, der også kendes under navnene Bujinkan Ninpô Taijutsu og Bujinkan Budô Taijutsu, trænes som ét komplet kampsystem på trods af de mange forskellige teknikker fra de forskellige skoler, men samtidigt trænes de enkelte skoler dog også hver især, da det er vigtigt for eleverne i Bujinkan at kende og forstå de forskellige skolers principper og elementer, samt have kendskab til hvad der kommer fra hvor, og hvorfor dette føles anderledes.

De 9 ryû består af følgende:

  • 3 ninjutsu ryû
  • 2 koppôjutsu ryû
  • 1 kosshijutsu ryû
  • 1 dakentaijutsu ryû
  • 1 jûtaijutsu ryû
  • 1 happô hikenjutsu ryû
Thomas og LubosAlle disse skoler har adskillige århundreder af historie bag sig, og blev i sin tid skabt for at overleve under de barske forhold, der var realiteten i fortidens Japan. Dette er vigtigt for den nye elev i Bujinkan at forstå, så man er klar over, at dette ikke drejer sig om alment selvforsvar men krig på liv og død. Derfor er Bujinkan Taijutsu ikke en kampsport til for at demonstrere dygtighed i regelbundne konkurrencer og turneringer, men en kampkunst der er til for overlevelse, og for at beskytte de mennesker og ting man holder af og er ansvarlig overfor, hvad enten det er ansigt til ansigt med fjenden på en blodig slagmark, eller i skyggerne uset og uhørt af andre.

Bujinkan Taijutsu underviser i alle aspekter af kamp, der omfatter både ubevæbnet kamp, kamp med sværd, stave og stokke af forskellige slags, kædevåben, kasteklinger, spyd og hellebarder, segl-våben samt adskillige andre våben. Der undervises naturligvis også i mentale og spirituelle aspekter, da disse er ligeså vigtige for en kriger som de fysiske færdigheder. Har man ikke den rette ånd og mentalitet, kan man ikke mestre bujutsu.

Selve træningen omfatter rulleteknikker, faldteknikker, springteknikker, undvigelse, slag- og sparketeknikker af mange forskellige slags, grebsteknikker og kast, brugen af de mange forskellige våben, hærdningstræning, styrke- og smidighedstræning, mental og spirituel træning, filosofi samt meget andet. Vi træner i en sort dôgi (dragt) med indendørs eller udendørs tabi (japanske sko/støvler af stof), og vi bærer bælter i få forskellige farver, ikke specielt for at vise rang, men fordi vi bruger det som et redskab til at bære våben, samt også som et våben i sig selv.

Bujinkan Honbu DôjôDe forskellige våben der trænes med, kan dôjô’en for det meste forsyne eleven med under træningen, men hver enkelt person opmuntres til at anskaffe sig egne våben hen ad vejen.

Træningsatmosfæren er venlig og kontrolleret, men samtidig bestemt og seriøs. Den typiske udøver findes ikke, da forskellige mennesker har forskellige motivationer for at træne. Nogle kommer for at udvide deres spirituelle horisont, andre kommer for at lære effektivt selvforsvar, heraf en del professionelle som i kraft af deres job er nødt til at kunne beskytte sig selv og andre. Udøverne er piger, drenge, store, små, unge og gamle.

Denne korte introduktion til Bujinkan Taijutsu skraber blot overfladen, hvilket eleven også vil erfare med tiden. Der ligger langt mere i denne kampkunst, end hvad der står beskrevet her – ting som den enkelte er nødt til at opleve selv, da ingen forklaring vil kunne være tilstrækkelig.